Lene Tranberg tænker nøje over menneskets og arkitekturens indlejring i historien og stræber efter ansvarlighed og omsorgsfuldhed i brugen af naturens ressourcer. Det er vigtigt for hende, at der tages højde for det historiske udgangspunkt for at nå frem til en hel fortælling. I sit hus fra 1896 har hun bevaret de originale trægulve, og nogle af vinduerne i træ går lige så langt tilbage.
”Arkitektur er lag på lag, som vi hele tiden bygger oven på. Jeg ser arkitektur som åreringe på træ, hvor der sker en forædling fra lag til lag, og hvor alt peger tilbage på og bliver en del af oprindelsen,” fortæller Lene Tranberg, der er arkitekt, partner og medstifter af Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Tegnestuen står bag en lang række prisbelønnede projekter med humanisme, forenkling og håndværk som centrale dyder. For Lene Tranberg tiltrækker god arkitektur mennesker og bidrager til fællesskaber. ”Vi tænker altid arkitektur som atmosfære. Det handler om at lytte til et sted, at finde tonen og den energi, der strømmer gennem alting. Det er her, det starter.”
Sit eget snedkerkøkken tegnede Lene Tranberg sammen med Boje Lundgaard tilbage i 1992, hvor de flyttede køkkenet ind i stuen og åbnede til haven for at lukke lyset ind. Visionen var at skabe en uformel, fri og inspirerende atmosfære, hvor kokkereren, samvær og gæstebud kunne ske i samklang.
”Vi havde en drøm om et nyt køkken, der skulle differentieres fra sin funktionalitet og balancere rummet. Som ville lade materialer og proportioner tale på en måde, så det ville få flere kvaliteter og være mere end et køkken. Grundtanken blev hængemøblet, der skaber dybde i rummet og sammen med de hvide hylder gør rummet let, luftigt og venligt. Med sit enkle formsprog kunne modulet på bagvæggen også være en lang skænk, en kommode, en disk,” siger Lene Tranberg. ”Dybest set kan man tage det med sig. Som et møbel.”
Det arkitekttegnede køkken blev vakt til live af Søren Hvalsøe Garde – og i dag er Model Lundgaard & Tranberg en uomgængelig klassiker hos Garde Hvalsøe. Rundet af den nordiske arkitekttradition og et åndsbeslægtet samarbejde mellem arkitekten og snedkeren, der stræber efter lang levetid i alt, hvad de skaber og omgiver sig med, og nærer en dyb omsorg for håndværket.
”Der har nærmest været en form for symbiose i forhold til Søren Hvalsøe Garde og de projekter, vi har lavet sammen gennem tiden,” fortæller Lene Tranberg.
Som arkitekt elsker Lene Tranberg, når konstruktioner tegner og definerer arkitekturen, og derfor er køkkenet djærvt i sit væsen med tapsamlinger på skufferne, ligesom der er luft mellem dem, så man kan ane, at der ligger noget i skufferne. Fornemme konstruktionen. Det er essentielt for hende, at skelettet har den kraft. Det fremmaner oplevelsen af et møbel, hvor man har gjort sig umage med håndværket – og skaber samtidig en følelse af robusthed, som inviterer til aktivitet og leben.
”Vi gik efter snedkerkvalitet kombineret med djærvhed for at skabe et arbejdsrum, hvor man kunne nyde det massive træ, ånde med det levende materiale og lave mad på livet løs i tiltro til, at køkkenet tåler det. Selv nu, flere årtier senere, ville det ikke give mening for mig at pudse bordpladen op. Køkkenet er tydeligt i sin kvalitet, og bordpladen er flot, som den står – med det levede liv indlejret,” siger Lene Tranberg, der holder af træ, fordi det skaber varme og patinerer uden at miste sin livskraft.
Snedkerkøkkenet i huset fra 1896 blev tænkt, tegnet og formgivet som et møbel, der kunne tåle menneskers aftryk og fortælle historier gennem dem. Dengang som nu gør Lene Tranberg en dyd ud af forenklingen og af at lade materialer og konstruktioner tale for sig selv i arkitekturen for at gøre plads til det egentlige. Til følelserne, relationerne og resonansen i rummet, når forskellige objekter og mennesker forholder sig venligt og undersøgende til hinanden. Til den levende fortælling.
Ingen resultater
