I ”The Origin of Things” indgår en række vidt forskellige organiske materialer – fra træ og harpiks til jord og plantefibre – og udstillingen bærer kimen til en dybere forståelse af naturen som vores eksistensgrundlag. Nogle værker i ”The Origin of Things” omhandler det bærende, stabile og opretholdende, mens andre berører det skrøbelige, lette og transparente.
”Naturen er den, der bærer os, men naturen er også skrøbelig og fin. Den har altid formået at levere, men vi skal lære at kere os om ressourcerne – værdsætte, varetage og vedligeholde naturens materialer – og tænke over, hvad vi bygger videre på og med,” mener Sara Martinsen.
Hun tror på, at hvis vi forholder os sansende til de ting, vi omgiver os med, og samtidig får en større naturvidenskabelig indsigt, vil vi passe langt bedre på dem:
”Når vi får tingene tættere på kroppen, kan vi værdsætte den tid, der er langt i forarbejdningen – og anerkende den langsomhed, naturmaterialerne er blevet skabt med i et evolutionært perspektiv, og som modsætter sig enhver form for trendtankegang.”
Årringene i det gamle danske egetræ fortæller om livet i skoven gennem flere hundrede år, og naturstenens åretegninger og fossiler beretter om jordens oprindelse. Historien ligger i ringe og i lag. Helt konkret ude i landskabet og i jordlag under byen – hvilket er genstand for et af udstillingens fremtrædende værker, hvor kunstnerisk materialeformidling og snedkerhåndværk smelter sammen i et fadebur.
Med ”The Origin of Things” giver Sara Martinsen og Garde Hvalsøe frit løb for begejstringen for naturens egne materialer – deres skønhed og sanselighed såvel som visdom.
Adresse
Garde Hvalsøe showroom
Esplanaden 8D, st.
1263 København K.