Og da Thomas Lykke selv skulle have nyt køkken i sin herskabslejlighed fra 1896 på indre Østerbro, var det indlysende, at køkkenet skulle finde sine tidløse linjer og sin materialitet i samarbejde med Garde Hvalsøe.
Anledningen var etableringen af en altan med adgang via to dobbeltdøre fra køkkenet i lejligheden, hvor skæve vinkler og linjer er en del af charmen. Og inspirationen kom fra musikkens og kunstens verden i form af et showpiece, som OEO Studio og Garde Hvalsøe sammen skabte til udstillingen Wallpaper* Handmade X i 2019.
“Vores bidrag var Cabinet of Love, et møbel, der hylder sublimt håndværk og slow living i sin iscenesættelse af det analoge ritual omkring afspilning af vinylplader og det at lytte til musik. Møblet er meget ’form follows function’ i sit design, og der er tænkt over hver eneste lille detalje,” fortæller Thomas Lykke.
Det lå lige for at tage udgangspunkt i Cabinet of Love og skabe et formfuldendt snedkerkøkken med samme kærlighed til håndværk og funktionalitet. A Kitchen of Love.