Søren Lundh Aagaard: Snedkerkunsten som oplevelse
Der er en grundlæggende læring, hvis man skal stå distancen som møbelsnedker. Hvis ikke basen er god, bliver møblet aldrig godt. Hvis korpus er skævt, kan skufferne ikke stå lige. Hvis træet ikke er tørret ordentligt, kommer der revner. Materialerne skal være i orden.
Før i tiden stod Garde og jeg selv på værkstedet og limede, høvlede og snedkererede side om side. I dag udfylder vi andre roller i virksomheden, men vi er stadig nede i detaljerne og tager håndværket nært og alvorligt. Det er alt eller intet. Perfektion på højeste niveau. Og materialerne er de bedste, vi kan opdrive.
Vi skaber oplevelser, der rækker ud over en gennemført æstetik. Når et rum skal finde sin form, er kunsten at sætte sig i kundens sted. Det er en følelse, der skal oversættes. En historie, der skal fortælles.
At præsentere et projekt i kød og blod for kunden er altid et stort øjeblik. Det er kulminationen på et langt forløb, hvor vi har arbejdet intenst på at få kreativitet og teknik til at gå op i en højere enhed og indfri kundens forventninger.
Vi er tro mod traditionen inden for snedkerfaget og klassisk møbelkunst fra 1950’erne. Der er ingen detaljer uden en funktion. Og vi er tro mod vores nysgerrighed og lyst til at udforske rammen. At udvikle design til feinschmeckere kræver skarphed.
Et trægulv kan have ligget i 300 år, gennem 3 krige og 100 baller – og være slidt uden at være ødelagt. Ældet af historiens gang. Det går ikke, at et design ser fedt ud, hvis det ikke patinerer smukt. Så har det ingen gang på jord hos os.
Mit eget køkken fylder meget i vores hjem. Som samlingspunkt og arbejdsstation. Her bliver lavet mad til mange, og der skal være plads til en råbuk, når jeg har været på jagt. Vi elsker vildt. Men det behøver ikke være finere madlavning hver dag; det kan godt være vores børn, der har lavet en bolognese.